Andreea Kaiser
Andreea Kaiser er medstifter, ejer, CEO og bestyrelsesmedlem i ALFA Development.
I 2006 stiftede Andreea Kaiser og Ludvig Find ELF Development, hvor Ludvig blev administrerende direktør i selskabet, mens Andreea Kaiser indtrådte som bestyrelsesformand. Senere skiftede ejendomsselskabet navn til ALFA Development.
I 2022 grundlagde Andreea Kaiser og Ludvig Find også Planetary Responsibility Foundation (PRF), en fond dedikeret til at beskytte og genoprette natur og biodiversitet gennem investeringer og videndeling. En del af overskuddet fra ALFA Development går til PRF.
Andreea Kaisers vej til den danske ejendomsbranche
Andreea Kaiser har en MBA i Finans fra London Business School fra 2005 og en baggrund inden for risikostyring i projektudvikling fra store internationale banker som UBS og Deutsche Bank.
Andreea Kaiser er født i 1976 og vokset op i USA. Under uddannelsen mødte Andreea Kaiser danske Erik Ludvig Find, der også læste en MBA i London. Mødet mellem de to førte til, at de fandt sammen som både par og business-partnere. Fra begyndelsen delte de en drøm om at skabe en virksomhed med fokus på ejendomsudvikling og risikostyring. Virksomheden skulle være kendetegnet ved et højt kvalitetsniveau i både proces og slutprodukt og drives af dygtige medarbejdere, der brændte for deres fagområder.
Det blev starten på det succesfulde ejendomsselskab, som i dag har navnet ALFA Development.
ALFA Development i Danmark og Sverige
I dag har ALFA Development aktiviteter inden for udvikling af ejendomsprojekter samt udvikling og administration af egen portefølje af investeringsejendomme. Alle projekterne er kendetegnet af moderne kvalitetsboliger, stilfuld arkitektur, stærke fællesskaber, rekreative naturområder og en identitet i tråd med områdernes historiske fortællinger.
ALFA Development har gennemført en lang række store udviklingsprojekter, bl.a. IrmaByen i Rødovre, Trongården i Lyngby, Den Grønne Fatning i Herlev og store dele af Amager Strandpark. Det svenske søsterselskab med samme navn står blandt andet bag Kajkanten i Malmø.
Living By ALFA
Andreea Kaiser står med ALFA Development også bag co-living konceptet Living By ALFA, som findes i Irmabyen i Rødovre. Living By ALFA består af 163 lejelejligheder i forskellige størrelser og indretninger, hvor beboerne er en del af et unikt boligmiljø med fokus på tryghed, fællesskab og service.